Om os
I sommeren 2018 overtog vi Næsgaarden, som ifølge os, besidder en af danmarks smukkeste placeringer. Vi kommer fra forretningsverden, og at inkludere det lille pensionat i vores hverdag er en spændende udfordring og et fristed, som vi holder meget af og ønsker at dele.
Med intentionerne om at skabe et sommerfamiliested, hvor der er plads til alle, er vi i gang med at bygge vores version af det gamle pensionat med stor respekt for både pensionatets fortid, i form af traditioner og selve bygningsværket, og dets fremtid.
Vores mission er, at stedet skal kunne danne ramme for både familieferie og events. Vi synes stedet er så unikt og smukt, at det er vigtigt for os, at det bliver brugt. Vi prøver at forny med små ting og renoverer løbende for at skabe et dejligt sted for gæsterne og passe på vores smukke gamle “dame”. Det er vigtig for os, at det forbliver et pensionat. Det skal være et sted, man ønsker at være, men også et sted, hvor man gerne må undvære lidt af hverdagens luksus.
En ting er at drømme om at blive pensionatsejer, en anden ting er at være det. Vi blev personligt meget overrasket over, hvor stor en del man hurtig bliver af livet på et pensionat, hvor stor en del man bliver af gæsternes ferie. Stedet er ikke bare vores, det er også gæsternes.
Mange gæster er kommet her hver sommer de sidste 10+ år, og de kommer hjem. Denne betydning er ubeskrivelig, og det er derfor vigtigt, at vi bygger vores sted, så de stadig føler, at de kommer hjem. At få lov at sige godmorgen til de mange søde feriebørn, at koge grød på bestilling eller gå med en tur til stranden er en sommerferieglæde, man ikke kan købe.
Kære gæster, vi er så taknemlig for, at vi må være en del af jeres ferie. Vi glæder os til at byde jer velkomne igen og til at modtage nye gæster i vores lille pensionatsfamilie.
Kærligst Jacob & Janne
Pension Koch i Gudhjem
I sommeren 2024 overtog vi hovedhuset på Pension Koch, som er et skønt pensionat på toppen af Gudhjem by. Her ønsker vi som på Næsgaarden, at skabe et sted med hjerterum og plads til ferie.
Over vinteren vil bygningen gennemgå en større renovering, da alle lejligheder kræver en større gennemgang og lidt kærlighed.
Det gamle hovedhus bliver fortsat en del af Pension Koch, men vil fra 2025 gå under navnet Villa Koch, der idag rummer 5 lejligheder i forskellig størrelse, samt ét dobbeltværelse med bad. Dette kan ændre sig efter renoveringen, som finder sted over vinteren 2024 - 2025.
Derudover rummer Pension Koch 18 studie lejligheder i de 2 annekser langs den skønne have.
Vi har mange tanker og ønsker for det nye sted, såsom at genindføre morgenmad for alle gæster på Pension Koch, samt tilbyde muligheden for at leje sig ind i Villa Koch til at holde sin egen fest, eksempelvis barnedåb eller konfirmation.
Vi glæder os rigtig meget til at begynde at løfte sløret for hvordan det hele kommer til at se ud, og til at starte udviklingen på Villa Koch sammen med vores fantastiske team gennem mange år!
Kærligst Jacob & Janne